For få år siden var Addison Rae mest kendt for sine virale dansevideoer på TikTok.
I dag har den 25-årige amerikaner dog byttet mobilskærmen ud med nogle af verdens største musikscener, og fredag aften var det Roskilde Festival, der stod for skud.
Her skulle hun bevise, at hypen, der for alvor startede med ørehængeren 'Diet Pepsi' tilbage i 2024, også holdt i virkeligheden. Og det var da netop til tonerne af det sodvandsperlende gennembrudshit, at den amerikanske popstjerne klokken 19 tonede frem på Orange Scene.
- Hej Roskilde, lød den korte velkomsthilsen fra Addison Rae, der var klædt i et hvidt tylskørt, der dog hurtigt røg af til fordel for en turkis latexbikini.
Flankeret af otte dansere sang og dansede Addison Rae sig rundt på scenen, der ved hjælp af store metaltrapper og stilladser under showet blev forvandlet til en miniudgave af New York.
Undervejs kom hun igennem sange som 'High Fashion', Charli XCX-samarbejdet 'Von Dutch' - hvor en heldig gæst i publikum fik lov til at levere Addison Raes ikoniske skrig på sangen - og 'Headphones On', inden det hele sluttede med en gentagelse af åbningsnummeret 'Diet Pepsi'.
- Jeg elsker jer så meget, tak for at være et fantastisk publikum. Jeg havde det sjovt, så tusind tak!, lød afskedssalutten fra stjernen, inden hun med et fnis løb ud fra scenen.
Får hug for at synge playbackAddison Rae har tidligere fået hug for sin livevokal, som er blevet kaldet "flad og livløs" - og måske var det derfor, at sangeren i store dele af showet lænede sig op af et heftigt backingtrack, der til tider bød på regulær playback.
Vokalen fortsatte i hvert fald ufortrødent, mens Addison Rae - i den dog tændte mikrofon - råbte kommandoer som "Op med hænderne" og "Skrig!" mod publikum. På andre numre - som hitsene 'High Fashion' og 'Fame is a Gun' - overlod hun under omkvædet helt vokalen til backingtracket, mens hun dansede og lavede akrobatik på scenen, der ville give de fleste hold i ryggen.
Og netop Addison Raes sparsomme livevokal var da også noget af dét, de publikummer, P3 fangede efter showet, hæftede sig ved:
- Jeg synes, hun er en rigtig god danser, men sangdelen... Jeg tror max, jeg hørte hende synge live to minutter i løbet af hele koncerten. Og ærligt; jeg tror også hellere, jeg ville have playback, end jeg ville høre hendes stemme, lød den kølige svada fra Maria.
Omvendt så veninden Andrea stort på, at det var minimalt med vokalakrobatik fra scenen:
- Jeg er ligeglad med, om hun sang playback. Jeg er her ikke for at se Celine Dion. Det ved jeg godt, jeg ikke får, når jeg tager til Addison Rae. Og dét, hun sang live, var sgu bedre, end jeg havde frygtet, lød det med et grin efter showet.
'Fantastisk' eller 'fucking fake'Det er ikke kun Addison Raes vokale evner, der delte vandene blandt publikum efter koncerten. Undervejs blev der nemlig både skreget, hvinet og fniset mellem numrene, og sangerens boblende (og vil nogle mene: lettere påtagede) persona var der også delte meninger om.
- Jeg synes, det var så mærkeligt. Den måde, hun stod og grinte så fjantet på. Det hele virkede så fucking fake. Det virker ærlig talt, som om én eller anden amerikansk pladeproducer har sagt: "Her er opskriften, hvis du vil bryde ud af TikTok og blive popstjerne". Det virkede så uautentisk, særligt når hun heller ikke sang, lød det fra svenske Offelia.
Det er Andrea - der dog i dagens anledning var hoppet i den Addison Rae t-shirt, hun få dage tidligere havde købt i en brandert - dog ikke enig i.
- Can't a girl have a little fun? Jeg synes, det var en fantastisk koncertoplevelse. Det virker, som om hun både virkelig mener det, hun gør, men også har ret meget selvironi. Jeg synes, det er godt, der kommer sådan nogle som hende på Orange. Vi behøver ikke at tage det hele så seriøst.
Mens Addison Rae deler vandene hos publikum, så er Soundvenue ikke i tvivl og giver fem ud af seks stjerner og kalder koncerten "en lektion i de sidste 30 års pophistorie forklædt som et dybt underholdende spektakel."
- Hun leverede en popkoncert af en type, jeg troede var uddød med Britney Spears’ pensionering, men som for en stund blev genoplivet i al sin storslåede, episke kunstighed på Orange Scene, lyder det fra anmelderen.
Også hos Politiken er der hele fem ud af seks stjerner, og avisen skriver, at "hendes skrig blev et fælles skrig for alle de piger, der nogensinde har skreget".
Lørdag kan der blive skreget med til flere koncerter, når Roskilde Festival fortsætter med navne som Zara Larsson og Lily Allen.
Use our AI to tailor your resume for this Fantastisk eller fucking fake? Popstjernes første danske koncert deler vandene hos publikum position at DANMARKS RADIO DR-Byen.