Yemens iranskstøttede houthibevægelse erklærede mandag en blokade mod saudiarabisk skibstrafik med øjeblikkelig virkning.
Det fremgår af en videoudtalelse, som houthiernes militære talsmand, Yahya Saree, har delt på det sociale medie X.
- Yemens væbnede styrker erklærer en maritim blokade mod den kriminelle saudiarabiske fjende efter princippet "øje for øje". Den træder i kraft med øjeblikkelig virkning fra det øjeblik, denne erklæring offentliggøres, lyder det.
Blokaden er ifølge bevægelsen et svar på det, den kalder Saudi-Arabiens "uretfærdige og undertrykkende belejring" af Yemen.
Houthierne erklærer samtidig, at de er "fuldt beredte på alle muligheder".
- Enhver tåbelig handling, som den hensynsløse saudiarabiske fjende måtte begå i form af en omfattende eskalering, vil blive mødt med en omfattende og beslutsom eskalering med Allahs vilje og kraft, lyder det videre.
Saudi-Arabien afviser anklagenErklæringen har fået Saudi-Arabien til både at afvise houthiernes anklage og varsle beskyttelse af landets skibe.
Saudi-Arabiens udenrigsministerium afviser således, at landet har belejret Yemen, og oplyser samtidig, at det vil tage "alle nødvendige skridt" for at beskytte sine skibe, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den saudiarabiskledede koalition i Yemen betegner desuden blokadetruslen som en åbenlys overtrædelse af international lov og som maritimt pirateri. Ifølge koalitionen er der iværksat tiltag for at beskytte dens skibe på vej gennem Bab el-Mandeb-strædet.
Strædet forbinder Det Røde Hav med Adenbugten og er en vigtig sejlrute for olie og brændstof mellem Mellemøsten, Europa og Asien. Blandt andet går forsyninger af diesel og flybrændstof fra Asien og Mellemøsten til Europa normalt gennem strædet.
Mens krigen mellem USA og Iran har bremset trafikken gennem Hormuzstrædet, udgør ruten gennem Bab el-Mandeb ifølge Reuters et vigtigt alternativ for Saudi-Arabiens olieeksport.
En lukning kan ramme olieforsyningenEn fuldstændig lukning vil ifølge Reuters standse Saudi-Arabiens olieeksport gennem Det Røde Hav til Asien og kan reducere den globale olieforsyning med syv procent.
En lukning vil ifølge nyhedsbureauet umiddelbart især ramme eksporten fra den saudiarabiske havneby Yanbu. Hvis tankskibene bliver tvunget til at sejle rundt om Kap Det Gode Håb, kan asiatiske raffinaderier ifølge analysevirksomheden Kpler komme til at vente omkring en måned længere på olien.
Siden april har Saudi-Arabien i gennemsnit udskibet mere end 4,5 millioner tønder råolie og brændstof om dagen fra Yanbu. Omkring 70 procent er sendt til Asien, viser data fra Kpler.
Kan sende olieprisen i vejretEfter houthiernes udmelding steg olieprisen med mindre end én procent og lå på omkring 89 dollar per tønde.
En effektiv lukning af strædet kan imidlertid sende prisen op på 115-120 dollar per tønde eller derover, vurderer John Paisie, der er direktør i konsulentvirksomheden Stratas Advisors.
Ifølge ham vil konsekvenserne i så fald kunne række langt ud over oliemarkederne.
- Hvis de virkelig standser eller begrænser olieleverancerne gennem Det Røde Hav markant, vil det påvirke både oliepriserne og priserne på raffinerede olieprodukter. Det underminerer hele verdensøkonomien, og på et tidspunkt kan det føre til en global recession, siger han ifølge Reuters.
John Paisie vurderer desuden, at både fragt- og forsikringspriserne vil stige, hvis skibene bliver tvunget til at tage den længere rute rundt om Afrika.
Uvist, om truslen bliver ført ud i livetDet er endnu uvist, om houthierne vil begynde at angribe skibe på vej mod saudiarabiske havne, siger Yemen-analytiker Mohammed Albasha, der har grundlagt den Washington-baserede rådgivningsvirksomhed Basha Report.
- Selv hvis ingen skibe bliver angrebet, vil selve udmeldingen sandsynligvis forstyrre skibsfarten og skabe usikkerhed omkring de saudiarabiske havne. Det afgørende spørgsmål er, om houthierne går fra trusler til direkte handling, siger han ifølge Reuters.
I sidste uge affyrede houthierne missiler mod Saudi-Arabien, efter at bevægelsen havde beskyldt kongeriget for at bombe en lufthavn under dens kontrol.
Missilangrebene brød ifølge Reuters en fire år lang våbenhvile i konflikten mellem Saudi-Arabien og den iranskstøttede bevægelse.
Use our AI to tailor your resume for this Houthier erklærer maritim blokade mod Saudi-Arabien - kan sende olieprisen i vejret position at DANMARKS RADIO DR-Byen.