Tiden stod stille

Diego Maradona befandt sig i en lykkerus, da 18-årige Lionel Andrés Messi fra Rosario trådte frem med ’La Mano de Dios 86’ skrevet på støvlerne.

'Guds hånd'.

Da han få sekunder senere, for præcis 20 år, én måned og tre dage siden, løb på banen til sin VM-debut i Gelsenkirchen, begyndte uret sin nedtælling.

I de seneste uger har vi set ham juble og græde, bide og slås, for at stå lige her, hvor tiden hvert fjerde år går i stå.

Det gjorde den også søndag eftermiddag i New Jersey, men af kedelige årsager.

I de 20 år er vi en generation af børn, der er blevet voksne, har stiftet gæld, er kommet på Aula og har måtte sande, at saltomortaler i svømmehallen kommer med en indbygget helbredsrisiko.

11 måneder efter Lionel Messi VM-debut kom Lamine Yamal til verden, og derfor var søndagens VM-finale den ultimative brydekamp mellem talent og tid, vi endnu har set.

Lionel Messi har brugt et liv på at tæmme den, mens Lamine Yamal, knægten i bakspejlet, knap nok har mødt den.

Den 19-årige spanier har allerede vundet EM, han har overtaget Messis nummer ti i Barcelona, og mens de hilste på hinanden under åben, skoldhed himmel, var det svært at se et scenarie, hvor det ikke handlede om dem.

Symbolikken var så overvældende, næsten kvalmende, at vi ikke vil se noget lignende igen.

Trump tog helikopteren

Det betød dog ikke, at de resterende 20 spillere på banen kunne kategoriseres som en flok grødbønder, der havde vundet adgang til paladset i New Jersey, hvor topmødet mellem generationer skulle finde sted.

Cubarsi, Rodri og Olmo, det spanske svar på suppe, steg og is, var der i egen ret, efter at have kvalt enhver modstander i udmattende trekanter over seks uger.

Sammen havde de taget den sportslige Margueritrute, mens Argentina havde flirtet med døden så mange gange, at en sidste genoplivning kunne betragtes som uetisk.

Men Enzo Fernandez, Rodrigo de Paul og Cristian Romero, VM’s argentinske gren af Loyal to Familia, kom for at overleve.

Sammen med tusinder af argentinere overtog de MetLife Stadium, slutrundens mest markante spild af cement, mens den amerikanske præsident og en hær af luftens autoritært anlagte helte inspicerede stadion fra oven i flyvende tanks.

Sådan kan man også lave "helikopteren", tænkte man, mens Tom Cruise forsøgte at inspirere masserne fra midten af banen med en uendelig talestrøm.

Var der mon nogen, som ville tale med fødderne?

De forsvarende europamestre forsøgte, da fodboldkampen, som alle var her for, endelig kom på vingerne.

Det argentinske krigerfolk sled med at ramme hinanden over tre meter, mens tacklingerne som regel fjernede både ben og mand.

Spanien kombinerede, filede, gik til kampen og konfrontationerne med en hvilepuls så lav, at man mistænkte dem for at have valgt MetLife som refugium.

En sløj affære

Pausens budskab om at sprede kærlighed havde ikke ramt argentinernes omklædningsrum, der fortsatte klapjagten på spanske ankler.

Fodboldens budskab var anderledes klart.

De forsvarende verdensmestre brillerede med nul afslutninger på mål, mens europamestrene havde to, som ingen vil huske i overmorgen.

Efter seks uger var vi pludselig der, hvor ingen glemte tiden, men konstant blev mindet om den, fordi hver aktion, de få, der var, kunne være definerende for hver sin æra.

Bevares, macarenaen, fyrværkeriet, Justin Bieber, Madonna og resten var adspredelse, men ville det være for meget at forlange, hvis fodbolden også fandt sin plads på den enorme parkeringsplads i New Jersey.

De amerikanske værter forsøgte at sparke livet tilbage i det argentinske publikum med Life is life, en hyldest til deres Diego, men lige lidt hjalp det.

Hvad vil vi huske?

I seks uger havde de haft armene over hovedet, slaskende frem og tilbage. Pludselig var både ansigter og lemmer lagt i folder, mens Spanien masserede sig tættere og tættere punktet, hvor fortet ville falde.

Lamine Yamal viste i glimt mælketænderne frem, mens Lionel Messi lignede en mand, der var på ledsaget udgang.

Den perfekte finale, generationernes kamp, intet af det gav mening, da 80.000 tilskuere brugte deres øjne og hjerter til at vurdere oplevelsen, mens Slavko Vincic forlængede spilletiden med 30 minutter.

Kort forinden havde Enzo Fernandez meldt sig ud af den argentinske fodboldfamilie med en hasarderet stempling, mens Lamine Yamal på frispark havde muligheden for at bekræfte tesen om at være fodboldens næste titan.

Øjeblikkene, der skulle have været, opstod aldrig, mens temperamenterne ramte et punkt, hvor kun argentinere kan være med.

Har man kun en sav i værktøjskassen, vil alt ligne træer, og Albiceleste gik til opgaven, som var det VM i skovhugst.

Derfor var det ikke i opposition til spillets ånd, da Ferran Torres efter 106 minutter tæskede bolden op i nettaget, så den spanske bænk også kunne få rørt benene lidt.

For 16 år siden var det landsmanden Andrés Iniesta, der gjorde det samme i VM-finalen mod Holland efter en hårdt spillet nulløsning, og mens han jublede i den spanske VIP-loge, blev vi andre bekræftet i, at tiden har det med at løbe i ring.

Den næste cyklus vil tilhøre Lamine Yamal og de, der følger ham, mens Lionel Messi og Argentina må indse, at ingen, heller ikke ham, besejrer tiden.

Til gengæld har han, i de 20 år, der er gået siden debuten i Gelsenkirchen, stoppet den så ofte, i en dribling, en afslutning, at han ikke skylder os mere.

Nu må andre tage over.