About the Role
På en højsommerdag som i dag har tjenerne rigtig travlt på terrassen foran Restaurant Maagen i Assens. Omkring 10 ansatte rydder borde af, skænker fadøl, anretter tallerkener og tager bestillinger fra de sol- og stjerneskudshungrende gæster. Og så kan bølgerne godt gå højt. Det var altså dage som i dag, restaurantejer Thomas Truelsen prøvede at advare kommende medarbejdere om, da han i februar formulerede et stillingsopslag, som fik 352 kommentarer på Facebook og desuden turnerede i næsten samtlige danske medier. - Når der er 120 gæster, solen bager, isbaren kører, og alle vil have mad og service NU - så står du enten fast... eller også står du i vejen, stod der i opslaget, som blev indledt med en advarsel: - Vi forsøger ikke at krænke nogen, men det her jobopslag er nok ikke for alle. Og det havde han ret i. Én kommenterede med statistik over det høje antal af stressede medarbejdere i restaurationsbranchen. En anden skrev, at "det lyder som et hæsligt sted at arbejde". Alligevel fik Thomas Truelsen næsten 60 ansøgninger. 'De er bare ærlige' Da Caroline Mathilde Fredensborg så det iøjnefaldende jobopslag, syntes hun, at det var sjovt. - Men jeg tænkte, at nogen sikkert ville blive stødt over det, fortæller Caroline Mathilde Fredensborg, som altså søgte jobbet og blev ansat. Også Isabella Ramm grinte for sig selv og læste det højt for sin familie. Så kunne de også høre, hvordan restauranten søgte ansatte med "nerver af stål" og "humor nok til ikke at blive fornærmede", der kunne "arbejde i højt tempo, uden at bryde sammen mentalt". Til gengæld skulle Isabella Ramm søge andetsteds, hvis hun havde brug for "ros, anerkendelse og tryghed for at fungere". Hvad tænker I, de her krav siger om arbejdsgiveren? - De er bare ærlige om, at i restaurationsbranchen er der travlt. Det skal du vide, når du er tjener, siger den 24-årige ufaglærte tjener Caroline Mathilde Fredensborg, der har været i branchen, siden hun var 17 år. 19-årige Isabella Ramm, der også fik jobbet, satte pris på ærligheden, så hun ikke søgte jobbet med forkerte forventninger. - Jobopslaget udstrålede, at man ikke skal passe på, hvad man siger. Du kan bare være dig selv, og man kan prikke til hinanden. Det er det, jeg har brug for på en arbejdsplads. Ikke alle passer ind i restaurationsbranchen Ingen af de to tjenere havde opdaget, at jobopslaget var nået helt i Go' Morgen Danmark. De fandt først ud af, hvor omdiskuteret deres nye job var, da de begyndte på restauranten denne sommer. Men deres nye arbejdsgiver fik ret i sine forudanelser - det er en travl sommer. - Der er virkelig, virkelig fart på. Det er nogle rigtig lange dage, og det er et stresset miljø, men det er vi jo nogle, der trives bedre i end andre, siger Isabella Ramm. I P1 Morgen begrundede Thomas Truelsen i februar det ligefremme jobopslag med, at han før har oplevet, at nye medarbejdere i branchen er blevet skræmt af den tone, der kan være, når der er fart på. Det kunne Isabella Ramm godt forestille sig. - I restaurationsbranchen kan du forvente, at det er et stresset og presset miljø. Du skal virkelig holde tungen lige i munden for at kunne følge med i tempoet. Men selvfølgelig har vi også regler, så hvis du ikke snakker ordentligt til dine kollegaer, er det fyringsgrundlag. Det er ikke fordi, der er en grim tone. Hvis der er travlt, og nogen siger "flyt dig", skal man ikke tage det personligt, forklarer Isabella Ramm som eksempel på tonen. Er det særligt jeres generation, der bliver skræmt af den hårde tone i restaurationsbranchen? - Det er svært at sige, fordi det gør jeg jo overhovedet ikke. Jeg er ikke er så sensitiv. Men jeg er 100 procent sikker på, at der er nogen, som ville blive ret stødt af tonen i branchen, siger Isabella Ramm. - Jeg tror ikke, det er min generation. Jeg tror, det er folk, der ikke kender branchen. Fordi det er hårdt nogle gange. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig tone. Det er bare lidt anderledes sprogkoder, man skal lære at aflæse, siger Caroline Mathilde Fredensborg. Skal restaurationsbranchen ikke bare lære at passe bedre på deres medarbejdere, så de ikke behøver at have "nerver af stål" og blive så pressede? - Jo, selvfølgelig. Men det gør de jo også. De lægger bare tryk på, at det kun er en en vis gruppe, der vil kunne passe ind, siger Isabella Ramm og Caroline Mathilde Fredensborg er enig: - Jo, det synes jeg måske. Men så igen, man skal jo have nerver af stål i alle brancher, og det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke må have en dårlig dag.