I dag markerer vi den danske start på den sommerperiode, man kalder hundedagene, som formelt set varer indtil den 23. august.
I nutiden hænger begrebet mest sammen med sommerens varmeste uger, men bag det nuttede navn gemmer sig myter og vejrhistorier, der går langt tilbage i tiden.
- Hundedagene er beskrevet helt tilbage i det gamle Egypten og Romerriget, hvor de både blev sat i forbindelse med sommerens varme og dens indflydelse på alt fra landbrug til diverse dårligdomme.
DR's vejrvært og astrofysiker Cecilie Sand Nørholm har taget et kig på historien bag hundedagene, som både indeholder lidt om vejret, universet og nogle spøjse fortolkninger.
Himlens klareste stjerne er med i flere vejrmyterHundedagene er opkaldt efter stjernen Sirius, også kendt som Hundestjernen, og det er den klareste stjerne på himlen for os på den nordlige halvkugle, fortæller Cecilie Sand Nørholm.
- Og hvorfor Sirius kaldes Hundestjernen, kan både skyldes at det er den største stjerne i stjernebilledet Store Hund, Canis Majoris, og at stjernen ser ud til at følge efter stjernebilledet Orion på himlen – ligesom en jagthund følger sin ejer.
Hun forklarer, at set fra et astronomisk perspektiv dækker hundedagene over perioden før og efter, at stjernen Sirius bliver synlig som morgenstjerne, hvor den står op på himlen før Solen.
I det gamle Egypten så man Sirius som årsagen til de ekstra hede sommerdage, når stjernen stod op før solopgang og fulgte med Solen over himlen dagen igennem.
- Man mente simpelthen, at Sirius måtte tilføje noget ekstra varme til sommersolens i forvejen varme stråler. Måske netop derfor har den fået navnet Sirius, som stammer fra det græske 'Seirios', der kan oversættes til 'brændende varm.'
I 'nyere' opslagsværk fra 1813 beskrives hundedagene som en tid, hvor havet kogte, vinen blev dårlig, hundene blev gale, og alle væsener blev sløve, mens mennesker blev ramt af alt fra brændende feber til hysteri og vanvid.
- I nutidens verden bruger vi stadig hundedagene om de varmeste uger på året, som da også sommetider kan være næsten uudholdelige, medgiver vejrværten.
På danske breddegrader bliver Sirius først en morgenstjerne i slutningen af august.
- Så her kan stjernen ikke få skylden for sommerens hedebølger. Og i dag ved vi da også, at Hundestjernen ligger så langt væk, at den aldrig har haft en chance for at påvirke sommervarmen, lyder det fra Cecilie Sand Nørholm.
For med sine 8,6 lysårs afstand tager det faktisk over 8 år og 7 måneder for Sirius' lys at nå frem til Jorden.
- Så selve forbindelsen til stjernen Sirius, sygdomme og sort uheld er i dag blevet sorteret fra i den moderne fortolkning.
I dag henviser Hundedagene typisk til den periode på året, hvor det er varmest – i Danmark ligger Hundedagene fra den 22.-23. juli indtil den 23. august
- Præcis hvornår hundedagene ligger, i deres oprindelige definition, afhænger altså af, hvornår Sirius begynder at stå tidligere op end Solen. Og sidstnævnte snyder en smule, siger astrofysikeren.
For himlen ændrer sig langsomt over tusinder af år, og derfor falder den astronomiske begivenhed ikke længere på samme tidspunkt, som i de første beskrivelser af hundedagene fra syd, hvor perioden lå tættere på sommersolhverv.
- I dag skal man på de samme breddegrader vente helt til begyndelsen af august, for at se Sirius stå op før Solen.
Use our AI to tailor your resume for this Nu begynder hundedagene – og de handler overraskende lidt om hunde position at DANMARKS RADIO DR-Byen.