En 29-årig mand har fået en straksdom på fem måneders ubetinget fængsel, efter Sydøstjyllands Politi i går opsnappede ham med genstande, der blandt andet var stjålet fra en kirke i Vejle.
Det oplyser politikredsens anklagemyndighed på Anklager Update.
Sydøstjyllands Politi fik kort før midnat mandag en anmeldelse fra to personer, der havde set et muligt indbrud i Sankt Nicolai Kirke.
Vidnerne gav et signalement af den nu dømte mand, og politiet gik i gang med at lede efter ham, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kort efter fandt politikredsen frem til manden, der var i besiddelse af flere genstande fra kirken.
- Derfor skal der lyde en stor tak til de to borgere, som bidrog til, at vi allerede inden for en time efter anmeldelsen kunne foretage en anholdelse, siger politikommissær Nick Vosgerau.
Med sig havde han syv sakse, et jernkors, et mindre kontantbeløb og en sodavand, skriver Ritzau.
I dag har manden været fremstillet i grundlovsforhør, hvor han har erkendt forholdene og fået straksdommen. Han blev dømt for tyveri fra kirken, to andre indbrudstyverier og forsøg på indbrudstyveri samt for hæleri af en knallert, skriver Ritzau.
Han modtog dommen, oplyser anklagemyndigheden.
Retten afgjorde også, at manden skulle fængsles efter domsafsigelsen, men den afgørelse kærede manden til landsretten.
Use our AI to tailor your resume for this Mand dømt for tyveri af syv sakse og kors fra kirke position at DANMARKS RADIO DR-Byen.