'Den glemte krig' har presset Sydsudan til det yderste

Verdens yngste land, Sydsudan, kunne for et par dage siden fejre 15-års fødselsdag.

Der er dog ikke meget at fejre i det nordøstafrikanske land.

Efter seks års borgerkrig, en klimakrise og gentagende kampe mellem væbnede grupper har krigen i nabolandet Sudan nu sendt mere end en million mennesker på flugt til Sydsudan.

Ifølge IPC, som overvåger fødevaresikkerhed i hele verden, står mere end 7,8 millioner mennesker - seks ud af 10 personer i Sydsudan - over for akut fødevareusikkerhed.

Omkring 2,2 millioner børn under fem år har brug for behandling af akut underernæring.

Signe Nørmose har arbejdet med nødhjælp i 25 år og er netop hjemvendt fra Sydsudan som programarbejder for Red Barnet. Hun har sjældent set noget så kritisk.

- Det er over halvdelen af landets befolkning, som har brug for humanitær hjælp, samtidig med at der slet ikke er midler til det, så man er nødt til at vælge benhårdt, hvem man kan hjælpe med hvad, siger hun.

Mens krigen i nabolandet Sudan bliver kaldt 'den glemte krig', vil Signe Nørmose kalde situationen i Sydsudan for 'den glemte komplekse krise'.

- Der er så mange ting, der spiller ind. Både en ny og svag stat, men også klimaforandringer, en konflikt mellem befolkningsgrupperne og et flygtningepres udefra, siger hun.

'Man ser gravide teenagere mange steder'

Da Sydsudan i 2011 blev selvstændigt og løsrev sig fra det krigsramte Sudan, spirede der i hele verden et håb om, at det nye land kunne bringe fred til en region hærget af krig gennem årtier.

Sådan gik det dog ikke.

I 2013 udviklede en konflikt mellem præsidenten og en tidligere vicepræsident sig til en blodig borgerkrig, der varede frem til en fredsaftale i 2018 og kostede omkring 400.000 menneskeliv.

Freden varede dog ikke længe, hvis den nogensinde var der. I 2023 udbrød der krig i nabolandet Sudan, og det tvang Sydsudan til at huse hundredtusindvis af flygtninge, samtidig med at landets egen befolkning var i mangel på helt basale fornødenheder.

Flere steder i landet overlever familier og børn ved at spise blade og åkander, beretter Red Barnet.

Sulten har også haft konsekvenser for tusindvis af børns skolegang. Mange børn bliver tvunget til at arbejde og blive gift tidligt. Nogle steder er børn holdt op med at gå i skole, fordi de er for svage af sult, rapporterer organisationen.

- Man ser børn i arbejde og gravide teenagere mange steder. Næsten halvdelen af de 5-17-årige arbejder, siger hun.

- Det kræver en virkelig stor indsats at ændre den måde, folk tænker omkring børneægteskaber og børnearbejde. Det er et langsigtet arbejde, vi er i gang med.

Nedskæringer i nødhjælp

I takt med at Sydsudans behov for hjælp er tiltagende, har flere og flere stater og internationale organisationer trukket deres støtte til projekter i landet - herunder den amerikanske bistandsorganisation USAID.

Og det kan i den grad mærkes, fortæller Signe Nørmose.

- Man er nødt til at gentænke den måde, man programmerer på, men nedskæringerne har bare været så massive, at man ikke har haft en chance for at dække alle de behov, der er, fortæller hun.

Det betyder, at skolelærere, som nødhjælpsorganisationer før har givet et tilskud, nu er tvunget til at finde andre jobs for at kunne brødføde deres familier.

Og det kan få store konsekvenser for befolkningen på sigt, siger Signe Nørmose.

- For så ungt et land er det bare så vigtigt at få en befolkning, som rent faktisk har uddannelse, og som kan være med til at løfte de samfundsmæssige opgaver, der skal løses.

De sidste mange år har Signe Nørmose været i Sydsudan en gang om året. Mens nogle områder er i fremgang, har andre stået stille lige siden landets oprettelse. Det kan føles, som om at man hele tiden går et skridt frem og to tilbage, fortæller hun.

Håbet har dog aldrig forladt hende.

- Jeg møder altid folk, som gør en kæmpe indsats for deres familie og lokalsamfund. Der er altid håb i sådan en situation her, men min optimisme for, at Sydsudan finder en løsning og når frem til et sted, hvor de ikke har det store behov for humanitær hjælp, er meget mindre, end den var i 2012, siger hun.

Hvorfor det?

- Fordi det er svært at se, hvor løsningen skal komme fra. Når mulighederne er så få, som de er i Sydsudan, så skal der ikke særlig meget til, før læsset vælter.