Meningerne var stærkt delte, da den britiske poplegende Robbie Williams spillede på Smukfest onsdag aften. Her fik han alt fra to stjerner hos Ekstra Bladet og Jyllands-Posten til fire stjerner hos B.T. og hele fem ud af seks hos Gaffa, der blandt andet kalder koncerten "helt speciel".
Men mens popstjernen altså delte vandene hos anmelderne, lod publikum til at være mere begejstrede. Gæsterne var også stimlet talstærkt sammen foran Bøgescenen i god tid før koncerten, og den britiske gavflab lod da også til at vide, at han havde publikum i sin hule hånd fra det sekund, han gik på scenen lidt efter klokken 23.
- Danmark, har I savnet mig?, spurgte han retorisk efter første nummer – der passende nok var 'Let Me Entertain You'.
Derefter kom den første af aftenens anekdoter:
- Jeg burde virkelig ikke dele det her, men jeg har lige set en fyr blandt publikum, jeg var i seng med i 90'erne. Jeg kunne næsten ikke kende ham; han har fået et skæg nu. Hej Lars!
Så var vi ligesom i gang – selvom Lars ikke rigtig lignede én, der sådan for alvor havde været i seng med det britiske popikon.
Konfetti, fællessang og en helt særlig hilsenMen entertaine, dét gjorde Robbie Williams.
Den første konfettikanon blev skudt afsted allerede 20 minutter inde i koncerten, og der blev sunget så højt og (nogenlunde) taktfast med på hits som 'Something Beautiful' og 'Millennium', at man indimellem frygtede, at bøgetræernes rødder kunne finde på at løsne sig fra den skovbund, som er den midtjyske festivals særkende.
Og da Robbie Williams nåede til den del af koncerten, hvor han gav en sang nede foran scenen – strategisk placeret siddende på hegnet ud til publikum – havde han så mange kvindelige arme slynget om sig, at man kom i tvivl om, hvorvidt man var til koncert i bøgeskoven eller så blæksprutterne blive fodret i Kattegatcentret.
Hovedpersonen selv så ud til at have det som blommen i et æg.
Williams gav sig også tid til at rose "alle de smukke ansigter" blandt publikum – "især Kasper Schmeichels". Om den tidligere danske målmand for herrelandsholdet i fodbold rent faktisk var til stede blandt publikum vides dog ikke.
- Må jeg fortælle jer en lille historie?, spurgte popstjernen senere, hvorefter der kom en anekdote om, hvordan han ikke fik lov til at synge på 'Relight My Fire', da han var med i Take That tilbage i 1990'erne.
Så var det jo passende at tage revanche og synge netop dén sang for Smukfests publikum.
Endelig kom Robbie Williams på et tidspunkt på scenen iført et slags skrigpink kostume, hvilket åbenbart gav anledning til at fortælle om de homorygter, han har oplevet i løbet af sin karriere. Til dét sagde han:
- Du sutter én pik, og så får du et ry.
Nogenlunde alvorlig blev tonen, da Robbie Williams proklamerede:
- Jeg er ikke cool, jeg har aldrig været cool. Jeg ser forstoppet ud, hvis jeg prøver på det. Og jeg har sluttet fred med det. Så hvis du også prøver, så drop det – det er udmattende!
Slæbt med af venindenRobbie Williams lod til gengæld ikke selv til at blive det mindste udmattet.
Han spillede ellers godt og vel halvanden time, hvilket er en lang koncert i festivalsammenhæng. Men det var helt perfekt, mente veninderne Amalie og Leonie på 20 og 21, da P3 fangede dem efter koncerten:
- Jeg er meget positivt overrasket, lød dommen fra Amalie.
- Jeg blev lidt slæbt med af Leonie, men blev virkelig positivt overrasket over, hvor mange sange jeg faktisk kendte, og hvor meget man kunne vibe med. Han var virkelig god til at få inkluderet sit publikum.
Hos Jyllands-Posten lyder det, at Robbie Williams lod snak, platte jokes og covers overskygge koncerten, og Ekstra Bladet skriver, at "englænderens munddiarré dominerede løjerne." Nogle af de pointer gik i øvrigt igen sidste år, da Robbie Williams spillede i Parken, hvor anmelderne også var delte. Men hos de to veninder havde man intet imod de mange anekdoter.
- Det var jo nærmest et comedy-koncertshow. Men det var en festlig måde at afslutte dagen på, siger Leonie, inden Amalie stemmer i:
- Jeg kunne ikke ønske mig en bedre måde at slutte dagen på.
Robbie Williams selv sluttede koncerten med en hyldest til Danmark.
- Jeg er i fucking Danmark, og I er fucking fantastiske! I har været så søde og varme og sunget sammen med mig her til aften. Jeg sætter stor pris på jer – Denmark for ever!
Smukfest 2026 løber af stablen i denne uge. Du kan følge med lige her på dr.dk, hvor vi dækker festivalen hver dag.
Use our AI to tailor your resume for this Robbie Williams deler vandene på Smukfest, og det skyldes især én ting position at DANMARKS RADIO DR-Byen.